Hvordan ser mit barns dag i vuggestuen ud?

Hvordan ser mit barns dag i vuggestuen ud?
Lotte Marx Lorenzen·3 min læsning

I vuggestuen er hverdagen bygget op omkring faste rammer, genkendelighed og nærvær. Det giver børnene ro til at udforske, lege og udvikle sig i deres eget tempo. Når du afleverer dit barn om morgenen, starter en dag fyldt med leg, læring og trygge rutiner, som støtter barnets trivsel og udvikling.

En typisk dag i vuggestue

Kl.07.00 – 07.45:

Morgenmad. Ofte bestående af brød, havregryn/grød eller yoghurt. Børnene vil ofte være samlet på en stue eller i fællesrummet.

Kl.08.00:

Er størstedelen af personalet mødt ind. Dit barns stue vil åbne og det faste personale vil tage i mod børnene. Ofte vil der være roligere aktiviteter sat i gang, på gulvet eller ved bordet.

Kl.08.45 – 09.15:

I dette tidsrum holder de fleste vuggestuer morgensamling. Der synges de klassiske børnesange og efterfølgende vil der være en formiddagssnack. Det styrker børnenes fælleskab og giver en god start på dagen.

Kl.09.30 – 10.30:

Bliver børnene opdelt i mindre grupper af 3-8 børn, som ofte er jævnaldrende. Der vil være en planlagt aktivitet med en 1-2 voksne. Aktiviterne er planlagt ud fra børnenes udviklingstrin, interesser og hvad personalet ønsker at have fokus på i børnegruppen.

En aktivitetsplan kunne f.eks. se sådan ud:

Mandag: Leg på vuggestuens legeplads.

Mål: at styrke grov- og finmotorik, balance, koordinationsevne og kropsbevidsthed

Tirsdag: kreativt værksted med fingermaling, pensler eller lime forskellige materialer på papir.

Mål: at stimulere finmotorik, kreativitet og sanser.

Onsdag: Tur til parken.

Mål: At styrke børnenes nysgerrighed , bevægelse og kendskab til naturen. Børnene øver sig i at færdes i nærmiljøet.

Torsdag: Rytmik. Sanglege og leg med faldskærm.

Mål: at styrke samarbejde, turtagning, fælleskab og relationer.

Fredag: Rolleleg/guidet leg. Dukkeleg, køkkenleg, lege læge eller købmand mv.

Mål: At styrke børnenes sprogudvikling ved at udvide deres ordforråd. Øve kommunikation og turtagning samt give dem mulighed for at bruge sproget aktivt i legen.

Kl.10.45 – 11.15:

Frokost. De store børn hjælper med at hente madvogn. Børnene sidder i mindre grupper, de øver sig i at øse mad op og hælde vand i koppen, spise med ske, gaffel og kniv. Efter måltidet bliver børnene hjulpet med at smide rester af mad ud og sætte tallerken og bestik på vognen.

Frokosten er en vigtig del af dagen, hvor børnene øver selvstændighed og deltager i et socialt fællesskab.

Kl.11.30 – 14.00:

Middagslur. Børnene i vuggestuen har meget forskellig alder og søvnmønster. De helt små sover ofte 2.lurer og er som regel oppe i dette tidsrum. Her får de serveret frokost og der er leg på stuen. Mange børn har et godt sovehjerte og kan derfor også sove til længere ud på eftermiddagen.

Kl.14.00 – 15.00:

Eftermiddagsmad og leg på stuen. Ofte vil der blive serveret brød med smør eller andet pålæg.

Kl.15.00-16.00

Eftermiddagsaktiviteter. Her vil legen være mere fri. Ofte vil personalet sætte nogle enkelte aktiviteter i gang og deltage i børnenes lege.

Kl.16.00-17.00

I dette tidsrum bliver mange børn hentet og der er færre voksne. Ofte vil man samle børnene på en stue i afdelingen eller i fællesrummet.

Overgange

Overgangene mellem dagens aktiviteter, er en vigtig del af børnenes læring. Gennem faste rutiner, sange og tydelige beskeder, skabes tryghed og forudsigelighed, så børnene ved hvad der skal ske. De voksne guider børnene fra en aktivitet til den næste og sætter ord på handlingerne. Dette understøtter deres sprogudvikling, selvstændighed og sociale kompetencer, samtidigt med at det giver dem gode forudsætninger for at deltage i dagens næste aktivitet.