Store daginstitutioner - er mindre altid bedre?

Der er igen kommet fokus på størrelsen af danske daginstitutioner. I debatten bliver store institutioner ofte forbundet med mindre nærvær, større afstand mellem børn og voksne og en hverdag, der kan være svær at overskue. Men jeg synes, vi mangler nogle nuancer i den debat.
Det store kan godt rumme det nære
Jeg arbejder selv i en meget stor daginstitution, og min erfaring er, at størrelsen ikke nødvendigvis er en hindring for nærvær, tryghed og gode pædagogiske miljøer. Tværtimod kan en stor institution organiseres, så den rummer mindre, overskuelige fællesskaber, tætte relationer og et stærkt fagligt samarbejde.
Det kræver bevidste valg. Men det er netop de valg, vi bør diskutere.
I min egen institution er vi organiseret i mindre afdelinger, hvor personalet arbejder i teams. Det betyder, at selvom institutionen samlet set er stor, er børnenes hverdag præget af mindre og mere overskuelige fællesskaber.
Børnene har deres kendte rammer, rutiner og voksne omkring sig. De skal ikke forholde sig til hele institutionen på én gang, men kan være en del af et mindre fællesskab, hvor der er mulighed for at skabe genkendelighed og trygge relationer.
For mig er det en vigtig pointe: En stor institution behøver ikke opleves stor i børnenes hverdag.
Det handler om, hvordan vi indretter os, hvordan vi organiserer grupperne, og hvordan vi skaber rammer, der tager udgangspunkt i børnenes behov.
Teamsamarbejde skaber tryghed og mindre sårbarhed
En af de store styrker ved at arbejde i teams er det fælles ansvar og kendskabet til børnene.
Når medarbejderne arbejder tæt sammen, får flere voksne et indgående kendskab til børnenes personligheder, behov, relationer og hverdag. Det betyder, at børnene ikke nødvendigvis er afhængige af én bestemt voksen for at opleve genkendelighed og tryghed.
Det bliver særligt tydeligt, når hverdagen udfordres af sygdom eller andet fravær.
I alle daginstitutioner oplever vi perioder, hvor medarbejdere er fraværende. Her kan et velfungerende teamsamarbejde være en stor styrke. Når børnene allerede kender flere voksne, og medarbejderne har et fælles kendskab til børnegruppen, bliver hverdagen mindre sårbar.
Det betyder naturligvis ikke, at den enkelte voksne er mindre betydningsfuld. Børn har brug for nære og stabile relationer. Men det betyder, at vi kan skabe en større sammenhæng omkring barnet, hvor trygheden ikke alene afhænger af én medarbejders tilstedeværelse.
Det er en kvalitet, som jeg synes fortjener mere opmærksomhed i debatten.
Ledelse tæt på praksis gør en forskel
En anden vigtig faktor er ledelsen.
I vores institution har vi ledelse i de enkelte afdelinger. Det giver mulighed for en ledelse, der er tættere på den pædagogiske praksis, medarbejderne og de udfordringer, der opstår i hverdagen.
For mig er det afgørende, at ledelse ikke kun handler om drift, møder og administration. Ledelse skal også være med til at understøtte den pædagogiske praksis, skabe retning og sikre, at medarbejderne har de bedst mulige betingelser for at løse deres opgave.
En stor institution kræver tydelig organisering og en ledelse, der formår at skabe sammenhæng på tværs. Men med en ledelsesstruktur tæt på afdelingerne kan størrelsen også rumme gode muligheder for faglig udvikling og sparring.
Store institutioner har ikke nødvendigvis dårligere normering
Når vi taler om store daginstitutioner, bliver normering ofte en del af diskussionen.
Men en stor institution har ikke nødvendigvis en dårligere normering end en lille institution.
Det afgørende er ikke alene, hvor mange børn der er indskrevet i den samlede institution, men hvilke personaleressourcer der er til rådighed, hvordan de fordeles, og hvordan hverdagen organiseres.
En lille institution er ikke automatisk lig med flere voksne omkring det enkelte barn. På samme måde er en stor institution ikke automatisk lig med mindre nærvær.
Vi skal naturligvis stille krav til normering og pædagogisk kvalitet. Men vi skal også være opmærksomme på, at størrelse og kvalitet ikke er det samme.
Størrelsen kan også give faglige muligheder
Der er også nogle muligheder i de større institutioner, som jeg synes, vi skal huske at få med i debatten.
En større organisation kan give adgang til flere kolleger, forskellige erfaringer og mulighed for faglig sparring på tværs af afdelinger og teams.
Det kan styrke videndeling, inspiration og udvikling af den pædagogiske praksis.
Når samarbejdet fungerer, kan medarbejderne trække på hinandens kompetencer og erfaringer. Det kan være med til at skabe en stærkere faglig kultur, hvor vi ikke står alene med de udfordringer, vi møder i hverdagen.
Det kommer ikke af sig selv. Det kræver en bevidst organisering og en kultur, hvor samarbejde og fælles faglighed prioriteres.
Måske skal vi diskutere kvalitet frem for størrelse?
Jeg mener ikke, at store institutioner er den rigtige løsning alle steder. Og jeg mener heller ikke, at små institutioner er mindre gode.
Der findes både store og små institutioner med høj pædagogisk kvalitet.
Men jeg savner, at debatten bliver mere nuanceret.
For når vi diskuterer daginstitutionernes størrelse, bør vi også stille nogle andre spørgsmål:
Hvordan er de fysiske rammer indrettet?
Hvordan skaber vi mindre og trygge fællesskaber for børnene?
Har medarbejderne mulighed for et velfungerende teamsamarbejde?
Er ledelsen tæt nok på den pædagogiske praksis?
Hvordan sikrer vi stabile og betydningsfulde voksenrelationer?
Har vi de nødvendige personaleressourcer til at skabe en god hverdag?
Det er spørgsmål, som i mine øjne er mindst lige så vigtige som spørgsmålet om, hvorvidt institutionen har 50, 100 eller 200 børn.
For børn har ikke brug for, at institutionen nødvendigvis er lille. De har brug for trygge rammer, nærværende voksne, genkendelighed og fællesskaber, hvor de bliver set, mødt og forstået.
Og det kan godt lade sig gøre i en stor institution.
Det handler om, hvad vi skaber inden for rammerne
Jeg synes, vi skal passe på med at gøre størrelsen til syndebuk for de udfordringer, daginstitutionsområdet står overfor.
Der er mange vigtige diskussioner om normeringer, arbejdsvilkår, pædagogisk kvalitet og børns trivsel. Dem skal vi tage alvorligt.
Men vi skal også turde se på, hvordan vi organiserer os, og hvilke muligheder der ligger i forskellige måder at drive daginstitution på.
En stor institution kan være uoverskuelig, hvis organiseringen ikke fungerer. Men en lille institution kan også være sårbar, hvis rammerne og ressourcerne ikke er tilstrækkelige.
Det afgørende er, om vi formår at skabe en hverdag, hvor børnene oplever nærvær, tryghed og stabile relationer.
